SebastiAn
Det nye Europa
Ja, velkommen til frihed og velkommen til fest
Til den klareste luft og til den fedeste Vest
Hvor så mange på vejen til banken griner
Og kører Mercedes og limousiner
Du tror det er løgn, men det er lykken du fandt
Du er fuldstændig fri og det er sikkert og sandt
Det er sikkert sandt

Ja, velkommen til frihed, til den frodige mark
Her er gulerødder nok til hver en knoldesparker
Du er købt for en slik af vore missionærer
Fordi vi synes du har så meget at lære
I virkeligheden har vi det enormt socialt
Vi piller dig op hvis du kører fuldstændig galt
På Autobahn
Det er ikke som det var i Østtyskland

Nationale socialister, kræmmersjæle og filistre
Liberalkapitalister, konkurrenter, humanister
Vi er alle lige lige i det nye Tredje Rige
Vi er det nye Europa

Ja, velkommen til frihed, til den rette Union
Hvor pengene synes at være den eneste vision
Hvor den synlige magt synes så ligeligt fordelt
At ingen rigtig gider at bekymre sig helt
Der er fuldstændig tjek på hver en kvinde og mand
Big Brother styres af folk med forstand
Af folk med forstand
Ja, velkommen til frihed og til demokrati
Du kan vælge mellem bingo og De Ti Vi Ka’ Li’
Vi er fælles om alt og du er fri til at gå
Og sige skråt op med lortet som du ikke kan forstå
Vi behøver ikke mere gå i demonstration
Vi kan sidde hjemme i sofaen og måske vinde en million
Det er sgu da en chance, mand
Og den havde de ikke
Den havde de ikke i Østtyskland

Vi er nationale socialister, kræmmersjæle og filistre
Liberalkapitalister, konkurrenter, humanister
Alle stjerner og statister i en film for kontorister
Spejderkåde nycampister, racerene kolonister
Vi er alle lige lige i det nye Tredje Rige
Vi er det nye Europa

Ja, velkommen til frihed og til foråret her
Der er noget i luften, der er meget i gære
Vi får ét parlament, vi får ét militær
Vi bli’r ét frit folk, ja vi bli’r verdenshær
Ja, da Muren den faldt da var vi lige ved at tude
Nu bygger vi en ny, den er bare lidt længere ude
Altså i overført forstand
Det er ikke som det var i Østtyskland
Vi er ...
Vi er alle lige lige i det nye Tredje Rige
Vi er alle lige lige i det nye Tredje Rige
Det nye Europa
Det nye Europa